Kandidater til Regionsrådet

23. september 2025

Til regionsrådsvalget stiller Venstre i Mariagerfjord med to kandidater. Jess V. Laursen er nr. 7 på listen, og Jan Andersen er nr. 18.

Til regionsrådsvalget er det dig, der er med til at bestemme, hvordan vi udvikler vores sundhedsvæsen, styrker hospitalerne og sikrer gode behandlingstilbud tæt på borgerne.

Venstre i Mariagerfjord Kommune stiller med to stærke kandidater til regionsrådet, der vil arbejde for mere nærhed i sundhedsvæsenet, bedre rammer for de ansatte og en ansvarlig økonomi, der giver mere sundhed for pengene. Vi tror på, at stærke lokalsamfund og et velfungerende sundhedsvæsen går hånd i hånd. 

Mød Jess V. Laursen, 69 år – din kandidat til regionsrådsvalget i Mariagerfjord Kommune.

Jeg brænder for samarbejde på tværs – det er min spidskompetence. Når vi nu etablerer sundhedsrådene i et samarbejde mellem Region Nordjylland og de 11 kommuner, er det afgørende, at opstarten sker professionelt og på det rette grundlag fra begyndelsen.

Med otte år i Mariagerfjord Byråd og seksten år i Regionsrådet har jeg opbygget en solid erfaring, der gør mig i stand til hurtigt at forstå og skabe sammenhæng. Jeg har arbejdet seks-syv år i psykiatri- og socialudvalget, heraf fire år som næstformand, samt de seneste fire år i klima- og miljøudvalget. Begge områder ligger mig på sinde – og begge kræver tæt samarbejde med kommunerne.

Derudover er jeg aktiv i rekrutteringsudvalget, hvor vi arbejder for at tiltrække de rette medarbejdere til regionens mange arbejdspladser. Vi har et stort behov for veluddannede fagfolk i sundhedssektoren, og jeg vil fortsætte indsatsen for, at vi både fastholder og rekrutterer de kompetencer, vi har brug for.

Jan Andersen, 54 år- din stemme i regionsrådet fra Mariagerfjord Kommune.

Jan har siden 2014 været en markant stemme i Mariagerfjord Byråd, hvor han gennem årene har haft en række centrale poster – bl.a. som formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget og medlem af Økonomiudvalget. Med en solid forståelse for både den daglige drift og de langsigtede politiske prioriteringer arbejder Jan målrettet for at skabe balance mellem økonomi og velfærd.

Gennem sit virke har Jan haft fokus på at sikre tryghed og kvalitet i kernevelfærden – med særligt blik for sundhed, ældreområdet, frivillighed og lokal udvikling. Samtidig har han stor erfaring fra bestyrelsesarbejde, herunder inden for forsyningssektoren, kulturliv og lokale initiativer i Øster Hurup og Hadsund.

Jan er kendt som en samarbejdende og tillidsfuld figur i det politiske landskab – og har en stærk lokal forankring, kombineret med en ambitiøs tilgang til, hvordan både kommunen og regionen kan udvikles med mennesket i centrum.

Vil du lære Jan bedre at kende og høre mere om hans tanker? Så læs et længere interview med Jan  her